Foreningens vedtægter

Nærværende vedtægter vedtaget på ordinær generalforsamling den 8. marts 2008, redigeret på ekstraordinær generalforsamling den 23. august 2009samt på generalforsamling den 27. marts 2011,24, marts 2012,9. marts 2013 og 29. marts 2014.

§ 1. Navn 
Dansk Præmatur Forening. Hjemsted: Sekretariatet eller anden adresse, der er besluttet af bestyrelsen. 

§ 2. Formål 
Dansk Præmatur Forening har til formål:At støtte og rådgive forældre til for tidligt fødte børn, voksne der er født for tidligt, pårørende til begge grupper samt fagpersoner, der har med disse grupper at gøre.
At oplyse bredt om de særlige forhold, der gør sig gældende for for tidligt fødte børn og deres familier med henblik på at skabe forståelse og bane vejen for optimal hjælp og støtte.
At påvirke lovgivningen ved at gå i dialog med politikere på alle niveauer og på tværs af partierne.
At sætte fokus på de mindre synlige senfølger med det formål at skabe større forståelse og dermed bedre muligheder for hjælp til de præmature børn og deres familier.

§ 2. Etiske og informationspolitiske retningslinier i foreningens udadrettede arbejde 

Stk. 1
I bestræbelserne på at opfylde foreningens formål optimalt skal der arbejdes efter følgende etiske og informationspolitiskeretningslinier:
Foreningen skal fremstå som en seriøs, upolitisk, upartisk organisation, der udtaler sig sagligt om relevante emner.
Kun medlemmer af bestyrelsen kan udtale sig på foreningens vegne, med mindre andet specifikt er aftalt. Formanden er foreningens naturlige talsperson, men bestyrelsen afgør selv hvem af bestyrelsens medlemmer, der er foreningens talsperson i konkrete sager.

Stk. 2
Ingen medlemmer må bruge eller misbruge foreningens navn i egen interesse. Hverken kommercielt eller personligt. En overtrædelse heraf kan betyde eksklusion af foreningen efter en beslutning i bestyrelsen.
Medlemmer, der har kommercielle interesser inden for foreningens område og deltager i bestyrelsesarbejdet, i arbejdsgrupper eller i lokalgrupper, kan ikke deltage i afstemninger eller drøftelser, der måtte vedrøre det område, hvor den pågældende har sin kommercielle interesse. Ved kommerciel interesse forstås ethvert økonomisk engagement inden for foreningens område, som foreningen ikke er initiativtager til.

§ 3. Medlemsforhold 
Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, familier, institutioner og virksomheder, herunder fonde og lignende. En familie eller en virksomhed/fond betragtes som ét medlem.
Indmeldelse sker ved henvendelse til kassereren eller til en af bestyrelsen anvist adresse, fx sekretariatet, der bekræfter medlemskabet. Udmeldelse kan ske til enhver tid, men der gives ingen kontingentrefusion ved udmeldelse.
Alle medlemmer modtager foreningsbladet og har adgang til generalforsamlingen og foreningens aktiviteter.
Medlemmer, der modarbejder foreningens interesser, eller som gør sig skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling, kan ekskluderes af bestyrelsen. Er medlemmet ikke indforstået med eksklusionen, kan medlemmet anke denne på førstkommende generalforsamling. 

§ 4. Kontingent 
Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen og betales for et helt kalenderår ad gangen. Ved indmeldelse efter 01.11 gælder medlemskabet også for det følgende år. 

§ 5. Regnskab 
Regnskabsåret er kalenderåret. Bestyrelsen er ansvarlig for, at regnskabet føres på en forsvarlig måde. Regnskabet revideres og kontrolleres af en statsautoriseret eller registreret revisor. 

§ 6. Lokale afdelinger 
Bestyrelsen i Dansk Præmatur Forening kan oprette lokale afdelinger/regioner. Til hver lokal afdeling/region skal der nedsættes en bestyrelse, som arbejder under de særlige vedtægter, der er udarbejdet for lokale afdelinger/regioner.
En lokal afdeling skal have mindst 15 medlemmer og godkendes af bestyrelsen for landsforeningen. 

§ 7. Medlemsblad 
Foreningen udgiver et medlemsblad, der udkommer regelmæssigt og udsendes til alle foreningens medlemmer. Bladets redaktion er nedsat af bestyrelsen. 

§ 8. Generalforsamling 
Foreningen afholder generalforsamling hvert år inden udgangen af marts.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes efter annoncering på foreningens hjemmeside og/eller indkaldelse via e-mail og/eller nyhedsbrev senest 3 uger inden afholdelsen. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen samt indkomne forslag. Årsrapport for det forløbne år kan rekvireres hos foreningens kasserer tre uger før afholdelse af generalforsamlingen. Datoen for generalforsamlingen publiceres senest i december i medlemsbladet.
Forslag, som ønskes behandlet, skal være indsendt til foreningens adresse senest 6 uger før generalforsamlingen. Dog skal forslag om vedtægtsændringer indsendes senest den 10. januar. Forslag, der ikke er rettidigt indsendt, kan ikke komme til afstemning på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er til enhver tid beslutningsdygtig, når den er rettidigt indvarslet, dog med undtagelse af beslutning om foreningens ophævelse (se § 14). Generalforsamlingens beslutninger føres til referat og offentliggøres på hjemmesiden. 

§ 9. Dagsorden 
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 1. Valg af dirigent og referent.2. Godkendelse af forretningsorden for generalforsamlingen 3. Fremlæggelse af bestyrelsens årsberetning og handlingsplaner - Beretninger fra emne- og lokalgrupper - Beretninger fra nedsatte udvalg4. Gennemgang og godkendelse af årsregnskab.5. Gennemgang og godkendelse af budget for indeværende år, herunder fastsættelse af det årlige tilskud til regioner/lokale afdelinger. 6. Indkomne forslag 7. Fastsættelse af kontingent. 8. Valg i henhold til vedtægterne9. Eventuelt

§ 10. Afstemninger 
Alle medlemmer, der har betalt kontingent for året senest 14 dage inden generalforsamlingen og ikke er i kontingentrestance, er stemmeberettigede og valgbare på generalforsamlingen og har 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre dirigenten eller mindst 3 tilstedeværende medlemmer ønsker skriftlig afstemning.Afstemninger, bortset fra forslag om vedtægtsændringer og om foreningens opløsning, afgøres med relativt flertal (dvs. flest af de afgivne stemmer). Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Ved personvalg foretages lodtrækning mellem kandidater med samme stemmetal.
Forslag om vedtægtsændringer kræver et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer for at blive vedtaget. 

§ 11. Valg 
Den af generalforsamlingen valgte bestyrelse på 7 personer er foreningens øverste myndighed mellem generalforsamlingerne.
Formand og tre bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år for to år, og tre bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år for to år. Der vælges tre til syv suppleanter for ét år.Kandidater til formandsposten og bestyrelsen skal senest 14 dage inden generalforsamlingen have tilkendegivet deres kandidatur skriftligt til foreningens bestyrelse.
Bestyrelsen holder et møde senest 3 uger efter generalforsamlingen, hvor den konstituerer sig selv. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der skal godkendes på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Heri indgår en aftale om beløbsstørrelsen på formanden og andre bestyrelsesmedlemmers prokura. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.  

§ 12. Arbejdsgrupper 
Bestyrelsen kan nedsætte en gruppe eller et udvalg til at arbejde med et specielt område. Bestyrelsen fastsætter selv udvalgets/arbejdsgruppens formål, deltagere og virke gennem en nedskrevet arbejdsbeskrivelse.
Aktive deltagere i arbejdsgrupper og udvalg, herunder støttekorps og emnerådgivningen, skal være medlemmer af foreningen. 

§ 13. Protektor 
Dansk Præmatur Forenings bestyrelse kan aftale med en protektor at optræde som officiel repræsentant med tilhørsforhold til foreningen.

§ 14. Præsidium 
Dansk Præmatur Forenings bestyrelse kan sammensætte et præsidium på indtil 8 medlemmer bestående af almen kendte og respekterede personer. Præsidiemedlemmerne, herunder en formand, udpeges for 2 år ad gangen. Der er mulighed for genvalg. Præsidiet er et repræsentativt, rådgivende forum, hvis opgaver skal godkendes af bestyrelsen. 

§ 15. Medarbejdere 
Bestyrelsen godkender ansættelse og afskedigelse af medarbejdere efter indstilling fra formanden. 

§ 16. Ekstraordinær generalforsamling 
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 50 medlemmer skriftligt over for formanden fremsætter ønske om det og samtidig meddeler hvilke punkter, de ønsker behandlet. Bestyrelsen skal senest 14 dage efter anmodningen indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Indvarslingsfristen er minimum fjorten dage. Reglerne om afstemninger er de samme som for den ordinære generalforsamling. (§ 9) 

§ 17. Hæftelse 
Medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
Bestyrelsen må ikke optages lån i foreningens navn.
Foreningen tegnes af formanden under ansvar over for bestyrelsen. Bestyrelsen kan desuden beslutte at give prokura til medlemmer af bestyrelsen på aftalte områder og i henhold til den forretningsorden, der besluttes på bestyrelsens første møde efter hver generalforsamling.

§ 18. Foreningens ophævelse 
Forslag om foreningens ophævelse kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er mødt frem, og der kræves ¾ af stemmerne for at ophæve foreningen.
Hvis fremmødet ikke repræsenterer 1/3 af medlemmerne, kan der inden tre uger og med mindst fire ugers varsel indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med foreningens ophævelse som eneste punkt på dagsordenen, såfremt forslagsstillerne ønsker det. På denne generalforsamling kan forslaget om ophævelse af foreningen vedtages, hvis ¾ af de fremmødte stemmer for.
Eventuelle midler fra Dansk Præmatur Forening overgår efter foreningens ophævelse til den eller de foreninger, hvis formål er nærmest Dansk Præmatur Forenings, og/eller til igangværende projekter omhandlende præmature børn og deres familier.